Ryge- og nikotinstop
Stopkurser
Stopkurserne i Center for Lungesygdomme er særligt målrettet dig med KOL eller astma.
På vores stopkurser får du viden, hjælp og forståelse for rygningens og nikotinens betydning for KOL og astma. Stopkurserne fokuserer på sygdomsrisici ved forsat at ryge, dampe og bruge andre former for nikotin. Og på helbredsfordele ved at stoppe. Og så er der fokus på konkret hjælp og støtte til stoppet.
Stopkursus på hold
Du kan vælge at være med på et hold, hvor du også har mulighed for at dele erfaringer med andre, som ønsker at blive fri for røg, damp og nikotin. Vi har både hold her i centret, vi har online-hold, og vi har hold i naturen til dig, der kan lide at være i frisk luft under åben himmel.
Et stopkursus strækker sig over 5 -6 mødegange á cirka 2 timer og foregår én gang om ugen. Vi tilbyder hold både formiddag og eftermiddag.
Vælger du at gå på et af vores stopkurser, får du værdikuponer til medicin til nikotinafvænning, fx nikotinplaster. Du tilbydes op til 1.000 kroner i årligt tilskud. Tilskuddet udleveres som kuponer på de forskellige mødegange.
Individuelt stopforløb
Du har også mulighed for at få et individuelt stopforløb, som består af op til fem møder. Forløbet kan også foregå online.
Hvis du ikke bliver nikotinfri
Hvis du ikke er nikotinfri efter første forløb, men er motiveret, kan du blive tilbudt et nyt stopforløb.
Der er ingen begrænsninger på antallet af stopforløb. Der er dog begrænsninger på tilskud til medicin til nikotinafvænning, som kun gives én gang årligt.
Flere gratis tilbud i Københavns Kommune
Københavns Kommune har flere forskellige gratis tilbud, som kan hjælpe dig med at blive fri for røg, damp og nikotin. Du kan frit vælge det tilbud, der passer bedst til dig.