Samtaler om bevægelse
I Center for Lungesygdomme tilbyder vi individuelle samtaler med en fysioterapeut, hvor vi sammen finder ud af, hvordan fysisk aktivitet bedst muligt kan integreres i din hverdag.
Med udgangspunkt i din helbredstilstand, ønsker og motivation, kan samtalen hjælpe dig med at få lagt en plan for hvordan du kan få mere fysisk aktivitet ind i hverdagen, hvad enten det er træning på egen hånd, i en forening, i et fitnesscenter eller på anden måde.
Vi giver dig konkrete redskaber og anbefalinger til, hvordan du kan komme i gang med at motionere på en måde, som kan hjælpe dig mod et bedre helbred med færre symptomer, bedre funktion i hverdagslivet og mere livskvalitet.
Hvad kan du få ud af en samtale om bevægelse?
- Vejledning om, hvordan du kan tilpasse fysisk aktivitet til din hverdag.
- Viden om gældende anbefalinger for fysisk aktivitet og de sundhedsfordele, der følger med en mere aktiv livsstil.
- Råd om, hvordan du gradvist kan blive mere aktiv i din hverdag.
- Støtte til at finde motiverende og realistiske mål for din fysiske aktivitet.
- Inspiration til motionsformer som motiverer dig.
- Information om relevante træningstilbud i dit nærområde.
Fysisk aktivitet er vigtig – også når du har KOL eller astma. Lad os hjælpe dig med at finde din vej til et mere aktivt liv!